Nazan Özcan har i sin 26 år lange karriere både været forsideredaktør på Cumhuriyet og chefredaktør på Bianet news. Men hun har også set 12 af sine kollegaer arresteret og kæmpet en juridisk kamp mod præsident Erdogans tidligere advokat Mustafa Doğan İnal. På trods af den høje pris mener hun ikke, at der findes et valg.
Siri Marie Munch Schrøder
Hvordan er det at være journalist i Tyrkiet nu i forhold til, da du startede?
Jeg tror egentlig, der var bedre forhold, da jeg først startede min karriere. Dengang dækkede jeg primært kultur og kunst, som generelt er lettere at dække frit.
Som jeg husker det, var det også lettere at dække politik, økonomi og lignende dengang. De seneste fem år har klart været de værste med en regering, der agerer autokratisk.
Før i tiden var det primært en udfordring at dække det kurdiske spørgsmål. Men i dag er det også økonomi, korruption og krænkelser af kvinder og børn, der kan give dig problemer.
Bare for at have det på det rene, du arbejder freelance i dag?
Jeg er uden arbejde i øjeblikket. Det er svært at finde jobs. 90 procent af medierne er kontrollerede af regeringen, så de resterende 10 procent er der, hvor jeg kan søge arbejde, og der er økonomien stram, og lønnen lav.
Har du brugt selvcensur i dit arbejde tidligere?
Jeg har arbejdet steder, der vægter fri presse og ytringsfrihed. Jeg har dækket det kurdiske spørgsmål, æresdrab og minoriteters rettigheder. Jeg benytter ikke selvcensur. Hvis man gør det, mener jeg ikke, at man kan kalde sig journalist.
Du har set nogle ret alvorlige konsekvenser af at bedrive fri presse. Hvis det ikke er for ubehageligt, vil du så fortælle lidt om dine oplevelser?
Det er nogle forfærdelige oplevelser. At arbejde et sted, hvor 12 kollegaer bliver anholdt.
Det var, hvordan siger man det, de værste dage i mit liv.
Jeg mistede min chefredaktør, som jeg arbejdede med hver dag. Jeg havde ansvaret for forsiden og kunne ikke søge sparring, når jeg var i tvivl. Alligevel var vi nødt til at publicere hver dag.
Jeg var bekymret hvert minut. Tropper politiet op på min hjemmeadresse om lidt? Tager de mig med? Men min primære bekymring var altid, at jeg håbede min chefredaktør satte pris på de forsider, jeg lavede, mens han sad i fængsel.
Du sagde tidligere, at du aldrig har følt dig presset til at censurere din journalistik. På samme tid har du set de her ting ske. Er det prisen for at lave uafhængig journalistik i Tyrkiet?
Ja. Det er en helt reel risiko. Men du er nødt til at tage den. Som journalist er dit ansvar at rapportere sandheden. Hvis du er ligeglad med den, skal du lave noget andet. Sandheden er det vigtigste. Det tror jeg på.
Hvordan vurderer du fremtiden for fri presse i Tyrkiet?
Puha.
Det er, som om Europa gav op på Tyrkiet efter valget i maj. Jeg har hørt om flere pressefriheds-organisationer, der har mistet deres funding til Tyrkiet.
Så hvad gør vi? Kæmper tilbage. Vi kommer ikke til at sidde i vores stole og holde kæft. Vi bliver ved at gå på gaden, selvom vi får tæsk og bliver taget i varetægt.
Hvis vi en dag slipper af med denne regering, kan vi måske trække vejret igen.